Grundlæggende forståelser og tilgange

Når man arbejder med RKV er der nogle grundlæggende spørgsmål man må stille sig: Hvad er det for realkompetencer, der kan gives værdi og på hvilken måde kan de gives værdi og påskønnes? Søger man åbent efter muligheder, ressourcer og potentialer hos den enkelte, eller søger man efter, hvad den enkelte mangler i forhold til uddannelsens målformuleringer? Ser man efter om glasset er halvt fuldt eller om det er halvt tomt?

Få mere viden om grundlæggende forståelser og tilgange

  • Den danske model

    Der fokuseres på at vurdere de kompetencer, som er relevante for den konkrete uddannelse.

    Den danske model for realkompetencevurdering fokuserer primært på at anerkende kompetencer inden for eksisterende strukturer for formel godkendelse og udstedelse af beviser. Der fokuseres på vurderingen af de kompetencer, som er relevante for den konkrete uddannelse, der skal vurderes med henblik på adgangsbevis, kompetencebevis eller uddannelsesbevis. Det bliver uddannelsesinstitutionens standarder og vurderingskriterier der bliver styrende for processen med at dokumentere og søge anerkendelse for realkompetencer.

  • Summativ og formativ tilgang

    Vurderingen i summativ tilgang har en kontrollerende funktion, hvor den formative tilgang søger efter kompetencernes brugsværdi.

    Summativ tilgang

    Der lægges op til en summativ tilgang, hvor dokumentationen skal opsummere hvad ansøger kan, og der skal vurderes på ækvivalens i forhold til uddannelsesmålene eller adgangskravene. Selve vurderingen har en kontrollerende funktion.

    Formativ tilgang

    Hvis fokus er personens udviklings- og læringsmuligheder, er der tale om en formativ tilgang. Her er afklaring, dokumentation og kompetencebeskrivelse tæt vævet sammen og har som formål at identificere personens udviklingsmuligheder og læringspotentialer. Man søger efter kompetencernes brugsværdi i et udviklings- og karriereperspektiv.

    Som udgangspunkt vil arbejdet med RKV i uddannelsesinstitutionerne være præget af et formål, der kalder på en summativ tilgang. Der skal arbejdes med metoder til dokumentation og vurdering af ansøgernes realkompetencer, der bedst muligt får sandsynliggjort at ansøgers realkompetencer ækvivalerer uddannelsesmålene eller adgangskravene. Endemålet er fastsat og processen fra afklaring over dokumentation til vurdering kommer til at dreje sig om at få fremkaldt ansøgers kompetencer, så de bliver genkendelige for uddannelsesinstitutionen.

  • Konvergent og divergent vurdering

    Fokus er på ansøgerens lærings- og udviklingspotentialer.

    Der lægges op til en konvergent vurdering, hvor der vurderes om du kan i forhold til givne standarder. Men en vigtig pointe i forhold til at arbejde med vurderingen af realkompetencer er at kunne opdage ansøgers kompetencer som noget, der peger på en anden viden, kunnen og andre færdigheder, som er anderledes men som måske er ligeså meget værd. Der lægges op til en divergent vurdering, hvad du kan, hvor fokus holdes på ansøgers lærings- og udviklingspotentialer.

    Uddannelsesinstitutionerne har en opgave, der ved første øjekast og umiddelbart kalder på en summativ tilgang og en konvergent vurdering. Men samtidig skal uddannelsesinstitutionerne søge at løfte opgaven med realkompetencevurdering på en sådan måde at ansøgers ret til at opnå anerkendelse i et lærings- og udviklingsperspektiv ikke trædes under fode. De skal have en formativ tilgang til processen og søge at betone det divergente i vurderingen.

    Det betyder, at uddannelsesinstitutionerne på en gang skal kontrollere om ansøger kan det, som målene foreskriver og samtidig åbne sig i forhold til divergente fortolkninger af, hvad ansøger kan og kan lære.